Lisegyden 3 igennem tiderne..

 

Min tipoldefar Jacob Pedersen Foged (født 1825) og min tipoldemor Ane Dorthe Olesdatter Degn (født 1826) købte huset i 1861. Min tipoldefar døde i 1868 og min tipoldemor giftede sig igen med Hans Jensen Skrædder. Der var ingen børn i andet ægteskab. Mit tipoldefar Skipper Peder Pedersen født 1859 voksede op i huset og flyttede igen ind sammen med sin kone Mette Beyer og børnene Jacob, Kristine og Axel , da hans mor blev enke for anden gang sidst i 90`erne.

På dette tidspunkt blev det østligste fag af huset tilbygget. To fag blev i den forbindelse belagt med teglsten for at forhindre eventuelle brande i at sætte nabohuse i brand. Hele huset blev nytækket i 1994 og på dette tidspunkt forsvandt de tidligere teglsten. Huset er første gang registreret i brandkassen i 1812, og er formodentlig af ældre dato.

Ifølge en folketælling i 1906 boede Ane Dorthe sammen med sin søn Peder, hans kone Mette, deres børn: Jacob, Kirstine og Aksel samt Jacobs kone Martine i huset

Mine forældre flyttede ind i huset efter deres bryllup i 1947. På dette tidspunkt ejede min morfar huset, men de købte det senere.
Efter min mors død i februar 2018 overtages huset i fællesskab af min søster og jeg.



Det ældste billede af Lisegyden 3 - Billedet er taget i anledning af, at Kirstine skulle rejse til Amerika.
 Hun ankom til Ellis Island den 25 februar 1909 med skibet "OSCAR II". Skibet afsejlede fra København.

Til venstre min morfar Axel Pedersen. Derefter hans bror Jacob, så min oldefar Skipper Peder Pedersen. Min tipoldemor Ane Dorthe i gyngestolen. Jacobs to sønner Jens Johan og Christian Marinus, derefter min morfars søster Kirstine Marie og min oldemor Mette Beyer. Yderst til højre Kirstines følgesvend under rejsen til Amerika.
 

Mine Oldeforældre - starten af 1890`erne

Mette Beyer (1863 - 1918)
Skipper Peder Pedersen (1859 - 1942)

 

Min oldefar sammen med min mor - fra sidst i tyverne..

 

 

 
Min oldefar Skipper Peder Pedersen med sin ældste søn Skipper Jacob Pedersen

Hygge i haven i Lisegyden:
Min Oldefar, hans husbestyrerinde frk  Bendixsen og Jørgen Pedersen

 


 

Min oldefars nybyggede skib Jagt Skonnerten "Kirstine" i Maarup Havn

Skibet er bygget i Troense på Tåsinge af skibsbygger Zakarias Thorvald Jacobsen.
Skibet har fuldt møbleret kostet 16 200 kr. og blev leveret april 1908.
Hjemmehørende i Århus: 56,93 brutto tons / 39,12 netto tons.

Link til kontrakt og inventarliste

Skibet blev solgt i 1916
Skipper P. Pedersen havde tidligere været skibsfører på Skibet THOMAS

Familien Pedersen boede i starten af 1890`erne i Aagade 95 i Aarhus, hvor Axel blev født i 1894.
 De flyttede tilbage til Nordby, da P. Pedersens mor blev enke.


Jagt skonnerten Kirstine bygget og ejet af P. Pedersen 1908 - 1916.
Tidligere arbejdede han som skibsfører på skibet Thomas af Aarhus.

Skipper Peder Pedersen - en matros - Axel Pedersen om bord på Kirstine.



Skipper P. Pedersen i midten med sin hund - Billedet er fra Wismar maj 1912

 

   

Merry og Erling flyttede ind i huset i forbindelse med deres bryllup den 7. december 1947.
Min far døde den 6. marts 2003 og min mor den 1. februar 2018. Mor boede således i godt 70 år i huset på Skræddertorvet.

 

 

1947

 


1957

 

 

 

 

 

 


1960


                                    
Flittige mennesker....

 
 
 
 
 
Vibestræde - Nordby Samsø

 


Min morfar og mormor i deres have i Vibestræde i slutningen af 60`erne..
     

Min morfar med et af sine sidste hjul...
 

 Jeg har arbejdet i 66 år ( Artikel fra "Hjemmet i 1984)

Den snart 90-årige Axel Petersen i Nordby er Samsøs sidste karetmager. Gummihjulene tog arbejdet fra ham, men Axel kører stadig videre...

 

Rødspætterne, som jeg var ved at stege, sprang af panden og jeg blev slået omkuld med så­dan en kraft, at jeg slog hovedet i gulvet, da skibet pludselig krængede.

Og i næste nu fløj jeg på ny gennem luften for at havne i dørken. Jeg var svimmel og utilpas og hunderæd. Aldrig i mit 14-åri-ge liv havde jeg oplevet en lignende storm, og jeg troe­de min sidste stund var kommet.

På alle fire krøb jeg op på dækket, hvor min far og styrmanden var ved at rebe sejlene. På få minutter var det blæst op til storm. Bøl­gerne var meter høj e og ha­vet syntes sort, gruopvæk­kende og grådigt. Bare vi ikke ville blive dets bytte, tænkte jeg og gøs, og i et glimt så jeg min gode mors ansigt for mig. Når hun tænkte på min storebror, der druknede, fik hun så sørgmodige øjne. Nu skulle hun måske også miste far og mig. Gennem den buldrende storm hørte jeg min fars dybe stemme. Han sled med sejlene og råbte på mig. „Skynd dig, knægt. Det nytter ikke at give op, hvis vi skal have skibet sikkert i land". Så mandede jeg mig op, men jeg lovede mig selv, at sømand ville jeg ikke være, siger den snart 90-årige karetmager Axel Petersen i Nordby på Samsø.

— Og det løfte holdt jeg, skønt vi kom vel gennem stormen og ind i smult vande ved kysten. Men den farefulde tur fra Kønigsberg glemmer jeg aldrig. Østersøen viste da al sin styrke, og både vi og vort nybyggede skib, skonnerten „Kirstine", var i yderste fare.

Drengeårenes lykkelige dage var ovre, da jeg fik hyre på fars skib. Men jeg kunne tænke tilbage på en herlig barndom her i Nordby. Jeg boede i det gamle hus lige over for værkstedet, hvor jeg har arbejdet i 66 år. Mine forældre var begge samsinger, men boede en tid i Århus, hvor far havde lettere adgang til skibsmæglerne, som gav ham fragtordrerne.

Men da farfar døde i 1898, måtte mine forældre vende hjem til øen, for min farmor kunne ikke alene klare de tre tønder land og køerne. Dengang var det jo stadig skik, at børnene pas­sede deres gamle forældre, så i hele min barndom var min bedstemor hos os.

 

Glade barndomsminder

Det var nogle lystige drengeår jeg havde. Den­gang vrimlede det jo med børn i Nordby, og der var dobbelt så mange beboere som i dag. Vi sprang rundt i de snævre gader og spille­de kuk og kuglespil og le­gede tagfat. Om vinteren stod vi på skøjter på gade­kæret, og om sommeren ba­dede vi i det.

Der var altid noget at tage sig til, og vi kendte jo hinanden alle sammen. Vi elskede at komme hos håndværkerne. Hos skoma­gerne duftede det skønt af læder, og hos skrædderne, som der var fire-fem styk­ker af, kunne vi altid få en stump tøj til sejl på legetøjs­skibet. Vi kom meget hos byens smede, og skønt jeg syntes, de store tung« heste så stærke ud, elskede jeg at stå tæt ved den store, sorte smed og se gnisterne fyge fra hesteskoene. Der var liv i alle huse. Fra slagterens gård hørte man grisene hy­le, når de blev stukket, og hos bageren duftede det himmelsk af lifligt bag­værk.

Da jeg blev konfirmeret som 14-årig, var det slut med løjerne. Den fine sorte sløjfe og kasketten med de to læg, som enhver konfir­mand skulle have dengang, var også adgangstegnet til de voksnes verden. Nu skulle jeg for alvor bestille noget, og min mor bad mig så mindeligt, om jeg ikke ville blive på land. Havet var så farligt, syntes hun efter min brors død.

Hun talte ikke om sin angst, men når det storme­de kikkede hun altid ud over havet som for at dæm­pe dets vrede. Hun glædede sig så inderligt til min far kom hjem, efter en tur fra Tyskland til Norge. Så stop­pede han op ud for kysten, og så såre vi så „Kirstine" tone frem i horisonten råbte vi hurra. Styrmanden roede far i land, og både min mor og min søster og jeg sprang ham i møde.

Det var godt og trygt at have far hjemme. Så skulle jeg ofte løbe til købmanden og hente brændevin. „Og husk nu den store flaske", råbte min far efter mig. For der var en brændevinsfla­ske, der kunne rumme nogle dråber ekstra. Når skip­per Petersen var hjemme på Skræddertorvet, var der al­tid liv i huset. Folk vidste. der altid vankede en lille sort, hvis de kikkede ind. Så gik mor omkring og så lidt streng ud. men hun bebrejdede ikke far noget. Hun var trods alt så glad for at have ham hjemme.

 

Fik eget værksted

Lige efter konfirmatio­nen kom jeg ud at tjene på landet, før jeg drog til havs med min far. Men hverken landbruget eller livet til søs var noget for mig. Jeg ville være håndværker, og da det rygtedes, kom der bud til min far fra en smed. Han kendte en karetmager, der manglede en lærling, Og da jeg jo både var stor og stærk, måtte det være noget for mig.

Og det passede mig at arbejde med det gode træ. Vel var mester streng. Sa­vede vi skævt, fik vi skæld­ud, men ikke prygl. Jeg husker, mit første arbejde bestod i at lave nogle ham­ler og nogle svingler til en hestevogn. Mester vurdere­de arbejdet med kritiske øj­ne. Han stod ved den ene ende af stangen, jeg ved den anden, og pludselig fik jeg stangen i maven med en sådan kraft, at jeg næsten mistede vejret. „Den er skæv", sagde mester. Og det gentog sig aldrig siden.

Mesters kone var en nærig rad. Mester selv var lun. Og når vi sad om bordet og spiste, hændte det, at me­ster pludselig brød ud i et jublende hurra. Konen så surt på ham og spurgte hvad han råbte hurra for. „Jow, mor, jeg har fundet en rosin i kærnemælkssuppen". „Der er flere", sagde konen hvast, men det var der ikke.

Når man havde kost og logi hos mester , måtte man også finde sig i, at man blev gennet tidligt i seng. Kl. 22 om aftenen blev hoveddøren låst, for det sømmede sig ikke for en lærling at rende rundt på gaderne om af­tenen. Det var jeg lidt sur over, og jeg fandt da også ud af at komme ind på anden vis, hvis tiden var løbet fra mig.

Jeg var soldat under Første Verdenskrig. I 22 måneder lå jeg inde. Det var for længe, men jeg kom heldigvis aldrig ud at slås. Jeg fik lov at bruge mine hænder som håndværker og havde egentlig noget af en loppetjans. Men penge gav den jo ikke.

Jeg var stadig så fattig, at jeg ikke havde råd til at få syet et sæt tøj, selv om det var mit vildeste ønske. Tænk at gå rundt om gade­kæret i en fint sæt tøj og med ny hat. Skrædderen forstod godt mit ønske, og det endte med, jeg købte et sæt tøj på afbetaling.

 

 

I 1918 fik jeg mit eget værksted, og her har jeg arbejdet siden. Min far hav­de købt en bid af huset over for vores, og her kunne jeg indrette mig med det nød­vendige udstyr til at lave vogne med. Det var en stor dag, da jeg leverede den første vogn til en af egnens bønder. Jeg lavede vognen, smeden beslagene, maleren malede den og sadelmage­ren lavede polster til sæder­ne. Jeg fik snart et godt ry som håndværker, så jeg havde altid nok at rive i. Der var altid et hjul, der skulle være færdigt eller en vognstang, der skulle for­nys, og jeg fik flere og flere ordrer på arbejdsvogne og sågar en charabanc. Men penge var det småt med, og selv om der nok var en pige, der ville have mig til mand, tøvede jeg. Jeg ville først spare sammen til et hjem.

 

Kirstine var en gæv kone

 

Min mor var død, og min far havde fået en hushol­derske, så jeg spiste hos nabokonen, hvis mand sej­lede sammen med min bror. En dag, da jeg satte mig til bordet, så jeg hun havde forgrædte øjne. Hendes mand var faldet over bord og druknet, og nu stod hun alene tilbage med tre ukonfirmerede børn. Jeg trøste­de de små så godt jeg kun­ne, men sorgen rugede læn­ge i huset. Tre år efter, da jeg var blevet 30 år, giftede jeg mig med enken. Det var nok lidt voveligt at starte med tre store børn, men det gik godt.

Kristine, som min kone hed, var en gæv kone, og vi havde 54 lykkelige år sam­men som mand og kone. Hun havde jo huset og jeg havde udvidet værkstedet, så der nu var god plads til maskinerne. En jordlod havde vi også og et par køer, så der var såmænd nok at se til for Kristine. Hun fik køerne på græs i bakkerne, og på marken dyrkede vi asparges og lidt foder til dyrene.

I aspargestiden stod jeg op kl. fire og gik i marken. Når   Kristine   var   færdig med   arbejdet   derhjemme ved syvtiden om morgen­en, kom hun ud til mig med i kaffe og hjemmebagt brød. ' Så   arbejdede   vi   sammen med at stikke asparges og få dem bundet.  De skulle l sendes til København.  De l tynde beholdt vi selv. De var ikke så meget værd, men de smagte pragtfuldt. Og Kri­stine var  god til at  lave mad. Der duftede altid dejligt i hendes køkken af fri ske grønsager fra haven. Blomster havde hun også mange af, og hun holdt haven i fineste orden lige til sin død.


Det var trist at blive ale­ne, men livet skal jo gå videre, selv om ægtefællen dør. Heldigvis har jeg min datter og svigersøn i nær­heden. De bor i mine bedste­forældres hus, som jeg jo også voksede op i. Min dat­ter er sød til at hjælpe mig med vask og rengøring, og . jeg spiser middag hos dem hver dag. Det er lykkeligt at have et godt forhold til sine børn og børnebørn.

 

 

Da jeg havde været karet­mager i 60 år, besluttede jeg, at jeg ville holde op. Jeg var jo efterhånden ble­vet 84 år, og der var nu langt mellem ordrerne, for­di gummihjulene havde ta­get arbejdet fra mig. Men selvfølgelig var der stadig nogle, der skulle have repa­reret et gammelt hjul og enkelte, der skulle have nye, og da jeg er den sidste karetmager på Samsø var det jo svært at sige nej. Men nu laver jeg ikke hjul mere. Nu sysler jeg kun med mindre ting, men jeg kommer da i værkstedet hver dag om sommeren. Nu laver jeg madtejner, mage til dem, jeg selv havde med i marken som dreng, og andre småting, som turisterne er glade for. Åg har jeg lavet, og valkebrætter og manglebrætter. Jeg er ikke ræd for at gå i gang med nye ting, men de store stykker holder jeg mig fra. Jeg har solgt maskinerne, for øjnene er ikke længere så gode, og et par fingre har jeg allerede sat til i båndsaven. Nu er de fleste af mine naboer københavnere, der kun bor her i ferien. I alle de gamle huse, hvor jeg løb ud og ind hos håndværkerne i min barndom, er der nu folk fra andre egne. Det er kedeligt, øen er blevet affolket, for jeg kan nu bedst lide, at der er lidt liv i gaden. Nu er bødkeren og slagteren og skrædderen og lappeskomageren og alle de andre håndværkere for svundet. Men der er stadig en karetmager i Nordby. Han forgår ikke så let, smiler den snart 90-årige Axel Petersen.

  

Af  Kirsten Balslev.  Foto: Bent Tilsted                        Hjemmet nr. 43, 1984

Min morfar arbejde i sit værksted i tre uger efter sin 90 års fødselsdag den 24. oktober 1984.
Han døde efter kort tids sygdom den 8. januar 1985.